Valg af lagtykkelse
For at opnå en virkelig god korrosionsbeskyttelse stræber man efter at få et så tæt lag som muligt. Praktiske erfaringer har vist, at man bør have mindst 30 µm som korrosionsbeskyttelse på stål og endnu mere, hvis materiale udsættes for svær korrosionspåvirkning. Ved for tyndt lag begynder korrosionspåvirkningen at vise sig i sprækker og porer. Eftersom korrosionen begynder i selve grundmetallet, er den vanskelig at opdage. I løbet af noget tid fører det dog til dannelse af blærer i kromlaget og senere til, at laget går af i flager.
Synspunkter vedr. konstruktion
Krom spredes meget dårligt, hvorfor man bør undgå at konstruere emner, der skal hårdforkromes, så der er hulrum og hjørner. Grundmaterialets overfladeruhed har stor betydning for korrosionsbeskyttelsen. Jo finere overfladen er, desto bedre bliver korrosionsbeskyttelsen ved en vis given lagtykkelse. Man kan dog kompensere for grovere overflader ved et tykkere lag, som udjævner defekterne. Ved at maskere dele af emnet, kan hårdforkromning udføres på de dele af overfladen, hvor der er behov for en forstærket beskyttelse mod slid eller større hårdhed (f.eks. sliddelen på en roterende aksel). Som et alternativ til hårdforkromning kan kemisk fornikling anvendes, hvor man kan opnå tilsvarende egenskaber med den fordel, at et helt jævnt lag kan opnås hvor som helst på emnet med meget stor nøjagtighed.
Miljøaspekter
Metallisk krom og krom 3-forbindelser er ikke giftige. Derimod er krom 6-forbindelser meget giftige og kræver omfattende beskyttelsesforanstaltninger både ved håndteringen og selve overfladebehandlingen.
Bestemmelserne for rensning af kromholdigt spildevand er meget omfattende og indebærer bl. a., at seksværdi kromforbindelserne reduceres til treværdi forbindelser for derefter at udfældes som salte og sendes til destruktion.
KONTAKT OS FOR AT FÅ MERE INFORMATION OM HÅRDFORKROMNING
Ønsker du yderligere oplysninger eller et uforpligtende tilbud, er du meget velkommen til at ringe til os på telefon 7020 1601, eller sende os en mail på dmt@dmtas.dk.